Når man skal løbe langt

For at nå de 30 km, skulle jeg nå 10 omgange, så på tælleren havde jeg lavet 10 omgange. Alt derover var bonus.
Så gik starten! Jens og jeg sagde farvel, og han strøg afsted. Jeg selv luntede adstadigt afsted bagest i feltet, som vanligt, og forsøgte at lade være med at lade mig opsluge af den overvældende tanke om der lå 6 – SEKS! – timers løb forude.

De første 3 omgange gik rigtig fint. Jeg lå på tempo 7:30-7:40, og mærkede ikke ret meget til knæet. Hver gang jeg kom i mål, hørte jeg bip-lyden fra portalen, og så kunne jeg rive en lap af min omgangstæller. Med STOR tilfredshed! Og sedlen blev jo kortere og kortere…. fed fed følelse. De 30 kilometer føltes bestemt som en mulig opgave at få løst. Men så begyndte smerterne i knæet at melde sig. Det skete efter d. 4. omgang. Ca. ved 14 km. Jeg måtte ned og gå, og så blev det bedre, men så blev det til gengæld pivkoldt, især et par bestemte steder på ruten hvor der var meget åbent.